Menu
KontaktFællesbreve
Fotoalbum
Links
Gæstebog
 |
 |
|
Startside » fællesbreve
Trafikuheld, Bolivia, 21. december 2004 Kaere alle Sarah, Gregers, Mads og jeg var på vej på juleferie. Først skulle turen gå til Sucre og herefter videre til Azurduy, hvor det andet IMCC-projekt arbejder. På vejen imellem San Lucas og den naermeste store by Potosí kørte jeg næsten frontalt ind i en modkørende bil. Det var kort før vejbelægningen skiftede fra grus til asfalt. Vejen her var noget smal. I min højre side var der en rimlig dyb grøft, mens der ikke var en egentlig grøft i modsatte side, da denne var helt plan med vejen. Jeg kørte lidt ind over midten af vejen, dels pga den dybe grøft og dels da der foran os lå en lastbil, som jeg ønskede at overhale. Lastbilen hvirvlede støv op, hvilket gjorde det svært at se. Jeg satte derfor farten ned og holdte yderligere afstand til lastbilen. Pludselig kom der en ordentlig støvsky, hvorefter jeg intet kunne se. Farten satte jeg yderligere ned. Lige i det samme dukkede der en modkørende op af støvskyen, som var umulig at undgå at køre ind i. Alt skete utroligt hurtigt. Jeg nåede kun at bremse lidt, da foden allerede var på bremsen. Ulykken skete, da vi begge biler kørte ind over midten. Jeg kørte længere ind over midten end modparten, hvorfor jeg selvfølgelig burde få tildelt en større del af skylden. Vi sad alle temmelig chokeret tilbage i bilen. Ingen af os var kommet til skade - heldigvis! I den modkørende bil var der 3 mennesker. Een passager befandt sig liggende på bagsædet. Han var derfor som den eneste ikke fastspændt. Han var blevet kastet frem under sammenstødet, hvilket resulterede i et ordentlig slag mod kæben samt skulder. En nytilkommende billist fik bragt denne herre på hospitalet i Potosí. Her blev det konstateret, at han gudskelov var sluppet billigt. Ingen brud, men dog et hævet kæbeparti. Føreren af den modkørende bil var en lidt yngre mand. Hans far havde siddet ved siden af. Ingen af disse var kommet til skade. Sarah og Gregers fik skaffet sig et lift sammen med faderen til den nærmeste telefon for at tilkalde politiet samt kontakte forsikringsselskabet. Efter ca. 4 timer dukkede politiet op. Men det var ikke politiet fra Potosí, der ankom. Men derimod politiet fra en nærliggende lille station. Det tog den modkørende få minutter at bestikke denne politimand. Herefter havde vi intet at skulle have sagt. Det skal tillige nævnes, at vi få minutter efter ulykken havde skubbet den anden bil ind til siden, da hele vejen var spærret - desværre før vi fik taget billeder. Herefter vi fik taget billeder af begge biler, m.m.. Vores bil lod vi blive, hvor den var. Set i bagklogskabens lys, skulle vi have taget billeder af begge bilers position lige efter ulykken, og derefter have skubbet begge biler ind til siden. Men alt gik så hurtigt, så vi nåede ikke at tænke alt ordentlig igennem, før den anden part fik insiteret på at få fjernet deres bil. En uvildig var kommet til lige efter ulykken. Da politiet kom, fik vi ham til afgive forklaring. Som var en helt fair forklaring. Men denne blev lynhurtigt forkastet af politiet. Og den uvildige ønskede ikke at afgive en skriftlig redegørelse. Det minimale håb, der for et kort øjeblik var kommet til, svandt ligeså hurtigt, det var dukket op. Faderen, der sad på passagersædet, var helt oppe at køre, da politiet dukkede op. Det var helt vildt! Han råbte op, om at han både var bolivianer samt bygningsingeniør - ikke at det burde være særlig betydende. Men ak, vi tog fejl. En mand med indflydelse, var det sidste, vi havde brug for. Kølervæsken var sivet ud fra begge biler - derfor var der våde områder på vejen ca. midt under begge biler, naturligvis. Men da den anden bil allerede var fjernet, fik de (politi samt modkørende) hurtigt fortalt, at det helt sikkert var batterivæske, der var på jorden, hvor deres bil havde været. Herved kunne de så forklare, at vi var den eneste bil, de havde kørt ind over midten af vejen - og derfor eneste skyldige. Derefter foretog de en opmåling af vejen. I mellem tiden var politiet fra Potosí ankommet. Men dette var ikke ligefrem en hjælp for os. Opmålingen af vejen, var noget af den mest kreative opmåling, vi havde set. Vores noget dybe grøftekant i vor højre side, skulle tælle som en del af vejen - på trods af at her var det helt umuligt at køre! Derudover var den såkaldte grøftekant i den modsatte side helt klart betragtet som en grøft - uhørt!! Efter mange timer blev vi alle, inkl. begge biler, transporteret til politistationen i Potosí. Da klokken var blevet temmelig mange, fandt vi et hotel og dukkede op næste morgen på politistationen. Vi havde fået fat i en advokat fra byen Potosì, som kom noget senere den efterfølgende dag. Vi undrede os over, saa godt han virkede til at kende modparten. Men taenkte alligevel ikke videre over det. I mellemtiden havde vi afgivet forklaring, som dog blev noget modificeret af modparten samt af politiet. Alle var i lommen på modparten. Politiet havde lavet to optegninger over ulykkesstedet - men tegningerne havde ikke engang ens maal over vejens bredde m.m.!! Ok, den bedste kommer nu alligevel hèr: Et af de faeldende argumenter for, at vi havde SKYLDEN var, at vi havde ramt den anden bil mere end den havde ramt os?! Forvirret - det kan jeg godt forstaa. Det viste sig, at de havde maalt skadesomfanget paa fronten af begge biler. Vi havde 10 cm. stoerre overlap end den anden bil. Bulen straekte sig 40 cm. fra fordaekket og ind mod koeleren paa vores bil og kun 30 cm. paa anden bil. Ja, dette er jo fysisk umuligt. Jeg vidste ikke lige om jeg skulle le eller graede. Men som I ved, er den foerste loesning gerne noget for mig. Jeg kunne dog ikke lige komme til at grine hoejlydt - blot smile!! Derudover havde modparten ingen forsikring, hvilket bestemt ikke var underordnet. Vi kæmpede alle bravt for at fortælle om episoden så objektivt, som vi kunne. De endte med at vi fik tilkendt 95 % af skylden, som dog efter noget tid, uden opfordring, blev ændret til 90 %. Vi var frustreret, men efter at have siddet 3 dage i Potosi, var vi villige til at godtage alt. Det var vort forsikringsselskab imidlertid ikke - forståeligt nok. Sagen var derfor langt fra afsluttet. Om aftenen den 23. december besluttede vi dog at tage til Sucre - julen stod jo for døren. Vores advokater i Sucre samt forsikringsselskabet, som ligeledes er i Sucre, kontaktede vi atter i juledagene. Vi fandt ud af, at en teknisk vurdering af uheldet stadig manglede. Deruover fortalte forsikringsselskabet os, at vi ikke kunne have valgt en værre person af køre ind i, samt at vi nok burde havde betalt politiet for at lette sagen - fedt at få at vide! Jeg blev tildelt en bøde på Bs 450. Et par uger efter uheldet fremsatte modparten for en dommer i Potosí et krav om, at jeg under ingen omstændigheder måtte forlade Bolivia i de næste 2 år. Det var en noget uventet handling var alle enige om, da der ingen alvorlig personskade var sket. Indtil nu havde modparten fået trumfet alt igennem, som han havde ønsket. Han havde penge, var meget indflydelsesrig i Potosí samt en psykopat-lignende person. Med alt dette i baghovedet blev vi noget bekymret, hvorfor vi besluttede at kontakte ambassaden i La Paz. Men den 10. januar, modtog vi en fax underskrevet af modpartens advokat, hvori der stod, at alle krav var ophævet. Dvs. dette krav er ikke laengere gaeldende, hvorfor jeg frit kan rejse, som jeg oensker. Bilen endte med at komme til Sucre for at blive repareret praecis 1 maaned efter uheldet. Effektivitet er vist ikke lige det ord, man kommer paa! Hvorfor bilen foerst kom hertil saa lang tid efter, er der mange aarsager til. Men vigtigst af alt skal naevnes KORRUPTION. For at uddybe dette, skal blot naevnes, at vor modpart opstillede flere uhyrlige krav. Modparten kraevede, at vores bil ikke maatte forlade faerdselspolitiet, foerend hans egen bil var transporteret til et vaerksted og repareret. Dette krav forbundet med en god portion bestikkelse medvirkede til, at det hele trak ud. Ydermere har det vist sig, at advokaten, vi hyrede umddelbart efter uheldet i Potosì, ogsaa arbejdede for modparten. Og endda i enkelte tilfaelde direkte modarbejdede os!! Vores egne advokater i Sucre, har nu bragt sagen for en etisk komite. Folk der arbejder i denne komite, maa nok hoere til blandt Bolivias travleste mennesker. Under hele forløbet har det været nødvendigt at kontakte advokater, forsikringsselskab flere gange ugentlig, for at man ville komme videre i sagen. Hvornår bilen atter står køreklar, kan kun guderne vide. Ikke alle aspekter er omtalt her, men de vigtigste er udvalgt, for at begrænse læseomfanget. Man kan så diskutere, hvorvidt vi skulle have bestukket politiet. Vi valgte ikke at gøre det, da vi som ngo (non-governmentel organisation) ikke må. Derudover tror jeg ikke, det havde hjulpet meget lige i vores tilfælde grundet vor psykopatiske modpart. Til slut vil jeg endnu engang understrege, at vi alle har det godt!!! Mange hilsner Mads og Signe |
|
 |
 |
Fællesbreve
Argentina på mc
juli 2006
Jungletur
13. februar 2006
Helstegt lama
12. januar 2006
Decembernyt
28. december 2005
Kvindehus i Pirhuani
oktober 2005
Kvindegrupper
13. oktober 2005
Tur til Azurduy
20. september 2005
Hilsen fra Bolivia
21. august 2005
Politik i Bolivia
19. juni 2005
Uro i Bolivia
9. juni 2005
Tur til Dalområderne
16.-23. april 2005
Karneval
25. feb. 2005
Den foerste tid i Bolivia
23. jan. 2005
Trafikuheld
21. dec. 2004
Ferietur i Guatemala
19. nov. 2004
Santa Calavera
19. nov. 2004
San José, Guatemala
30. oktober, 2004
Antigua, Guatemala
17. oktober, 2004
