Menu
KontaktFællesbreve
Fotoalbum
Links
Gæstebog
 |
 |
|
Startside » fællesbreve
Nyt Kvindehus i Landsbyen Pirhuani, Oktober 2005 Kære alle På forsøgsbasis har vi på San Lucas projektet indført en pulje penge til såkaldte ”initiativer fra basen”. Dette for at kunne støtte gode initiativer fra de allerfattigste i området. Vi modtager jævnligt ansøgninger fra fattige mennesker om alt muligt. Da vi altid forsøger at holde en rød tråd i projektet, er det sjældent vi kan støtte disse spændende initiativer. Det er meget ærgerligt, da der faktisk er utroligt mange gode ideer imellem. Ideer som udelukkende ”strander” pga. mangel på penge og en lidt ”stiv” projektstrategi. Den ansøgning vi imødekom denne gang var en ansøgning om et lille forsamlingshus til kvinder i den meget fjerntliggende landsby Pirhuani. Landsbyen havde bygget væggene men der var ikke penge til vinduer, gulv, tag, døre m.m. Det er en skide god ide. Kvinder derude har generelt meget lidt kontakt med hinanden. De er samtidig ansvarlige for alt madlavning og derfor har undervisning og erfaringsudveksling i hygiejne og ernæring sandsynligvis god effekt på sundhedstilstanden i området. Det kvindehus skal bare bygges! Jeg tager derfor ned til vores lokale murer i San Lucas for at høre, om ikke han var interesseret i at flytte på landet en måneds tid for at bygge et hus færdig. Jeg ankommer til huset, og finder til min overraskelse mureren faldet om kuld lige midt i middagssolen. For satan, jeg havde jo glemt at det var søndag og alle håndværkere derfor ligger døddrukne denne dag. Bedst som jeg står der og bander kommer sønnen ud fra huset og spørger til mit ærinde. Jeg siger at jeg skal snakke med hans far om noget arbejde. Sønnen svarer at jeg kan komme igen den næste dag kl. 18, da ville hans far være ædru. Den næste dag tager jeg derud kl. præcis 18. Mureren ser noget smadret ud, men ædru, det er han. Han mangler heldigvis arbejde og vil gerne tage på landet i en måned. Skidegodt! Næste step er nu at tage ud til Landsbyen Pirhuani for at få en snak med de lokale og få en aftale i stand. Vi leverer en murer og alle materialer og landsbyen leverer muldyr og arbejdskraft til at få flyttet tingene til byggepladsen. Det lyder måske som en formsag blot at sørge for transport, men man skal huske på at landsbyen er MEGET isoleret. At fragte en sæk cement på 50kg vil tage et muldyr i alt ca. 16 timer i transport. Otte timer op til afhentningsstedet og otte timer tilbage til landsbyen. Derudover skal vi have fragtet vinduer, døre m.m. Man begynder at forstå hvordan infrastruktur kan påvirke udviklingen i et samfund. Jeg beslutter mig for at forsøge at lave en skriftlig samarbejdsaftale med landsbyen. Denne skal så underskrives af landsbyens autoriteter herunder høvdingen. I Bolivia er der stadig meget liv i de oprindelige samfundsstrukturer. Kan man få lavet en aftale med landsbyens høvding, er der rimelig sikkerhed for, at tingene bliver ført ud i livet. Spændende bliver det at arbejde med disse ”rigtige” oprindelige folk… Endelig kommer dagen hvor vi skal af sted. ”Ekspeditionsholdet” er de seneste dage blevet udvidet lidt. Mureren har fået lov at tage sin søn med. Han er ca. 16 år og har aldrig været i dalområderne. Desuden taler han flydende quechua – det kan vise sig brugbart, da rigtig mange ude i Pirhuani kun taler dette oprindelige sprog. Derudover har vi en tandlægepraktikant med. Han skal ud på den lokale skole for at trække rådne tænder ud på børnene. Han er i øvrigt opvokset i Argentina blandt det bedre borgerskab og har derfor en svag argentinsk dialekt. Gad vide hvordan det vil gå med sådan storbyknægt blandt alle bonderøvene? Endelig oprinder dagen hvor vi skal af sted. Klokken er 6 om morgenen og alle er til min store overraskelse mødt til tiden. Herligt at være i god tid for en gangs skyld. I Bolivia er det altid rart at have lidt tid at løbe på. Mange uventede forhindringer kan dukke op undervejs. Og vi skulle jo gerne nå frem inden mørkets frembrud. Jeg har prøvet at gå rundt ude på landet til sent ud på aftenen. Der er ingen elektricitet og der bliver helt ufatteligt mørkt, hvorfor man let farer vild. Efter ca. 3 times kørsel ankommer vi til ”parkeringspladsen” – eller rettere blot der hvor vejen ender! Området er strengt taget blot en øde bjergkam i 4000 meters højde. Herfra er det ca. 8 timers brat nedstigning til vores rejsemål, Pirhuani. Til vores store overraskelse er der denne dag marked i dette smukke men barske område. Det er første gang man forsøger at holde marked her. Det lyder måske som en ”dødsejler” med et marked så langt ude, men ideen er nu god nok. I højlandet i San Lucas kommune er der problemer med at dyrke jorden grundet mangel på nedbør, dårlig udpint jord og koldt klima. I dalene derimod er der frodigt og man kan dyrke stort set alt. Men grundet den dårlige infrastruktur er det umådeligt besværligt at fragte afgrøder fra dalene og op til højlandet hvor størstedelen af befolkningen bor. Ved at holde dette marked i det øde grænseområde på bjergkammen i 4000 meters højde lader man dal-folk og højlands-folk mødes på halvvejen. Markedet er ved at lukke og det har uden tvivl været en succes. Som altid er der gang i den når Bolivianere mødes. De sidste folk der er tilbage er noget fulde. Da vi stiger ud af bilen kommer der øjeblikkeligt en stor gruppe meget fulde dal-folk hen til os for at snakke. Det vækker selv sagt stor opmærksomhed når en stor 4-hjulstrækker ankommer og især med en hvid mand ved roret. Nu er det tid til at bruge den kulturelle erfaring jeg har opbygget for at ”ride stormen af”. Jeg forsøger at efterleve nogle simple guidelines herude på landet: 1. Mød folk med et smil og gerne assisteret af latter. Det kommer ofte helt af sig selv med disse for os meget excentriske personligheder. 2. Vis aldrig tegn på bekymring eller eftertænksomhed – det virker ikke tillidsfuldt herude. Svar øjeblikkeligt – gerne med en joke. Det gør ikke spor at det er noget vrøvl du siger. 3. Tag imod til det du bliver budt på. I det konkrete tilfælde ville fulderikkerne gerne have mig til at drikke en tår af deres flaske med 100% ren alkohol. Det siger sig selv at dette man ikke bare lige tømmer flasken, selvom det nok ville have virket bedst. Ovenstående virker måske banalt, men det kan rent faktisk udløse problemer hvis ikke man kan finde ud af at begå sig kulturelt. Tandlæge-praktikanten fra storbyen viser på glimrende vis hvordan man IKKE skal gøre. Han er anspændt, fåmælt og forsøger at undgå mødet med de lokale. Fulderikkerne spotter øjeblikkeligt hans usikkerhed og går ham endnu mere på klingen. Hans usikkerhed går over i egentlig angst og situationen er tæt på at udvikle sig. Heldigvis går det i sig selv, og der falder ro over gemytterne. Tandlægen fortrækker herefter ind i bilen og låser døren. Nå, vi er stadig ikke kommet af sted. Hvor fanden bliver vores guides af som skulle følge os ned til Pirhuani? De er sandsynligvis også ”faldet i et hul”, men vi beslutter alligevel at vente. Senest kl. 14 skal vi være på farten hvis vi skal kunne nå ned til Pirhuani inden mørkets frembrud. Dukker guiderne ikke op, vil vi forsøge at finde derned selv. Jeg har været der før og kan nogenlunde huske vejen. Guiderne dukker selvfølgelig ikke op, og vi er efterhånden under tidspres. Vi beslutter os for at sætte godt tempo fra starten. Efter ca. 5-6 timers gang ankommer vi til Pirhuani. En hård tur men for satan hvor er der smukt hernede. Hverken billeder eller tekst kan rigtigt beskrive stedet. Det er luften, lyset og lydene der sammen med landskabet gør dette sted til noget meget specielt. Da vi ankommer til Pirhuani bliver vi modtaget af sygehjælperen som arbejder herude. Det er en herre ved navn ”Don Feliciano”. Han beklager at der ikke var nogen guider på toppen. Han havde lavet en aftale med nogle, men alle lå sandsynligvis døddrukne i anledning af markedsdagen. Nuvel, ingen skade sket og vi bliver budt på lidt aftensmad. Menuen står på en allerhelvedes stærk kartoffelsuppe. Igen viser den kære tandlægepraktikant tegn på svaghed – han sidder og sveder som et svin over maden og brokker sig tilmed lidt over den ”krydrede” ret. Vi har været her i en time og han har allerede lagt sig ud med de lokale – godt gået. Efter maden har jeg en snak med ham om hvordan man gebærder sig herude – utroligt at jeg skal belære ham om sådan noget. Han er vel for fanden bolivianer! Utroligt at der kan være så store kulturelle forskelle imellem landsmænd. Men så igen, Københavnere har det jo heller ikke altid let når de kommer til Vestjylland… Resten af dagen/ aftenen bruger jeg til at lægge lidt strategi sammen med vores murer inden mødet med høvdingen og hans autoriteter den næste dag. Det bliver sindssygt spændende at mødes med dem. Jeg har i lang tid set frem til dette møde. Disse folk hører til de helt oprindelige. Jeg skal røre ved selve inkakulturen i sin oprindelige form. Der må være meget lidt forskel på disse folk og så dem spanierne mødte da de koloniserede Bolivia for hen ved 500 år siden. Dagen er ved at gå på hæld. Vi har været tidligt oppe og er meget trætte efter den hårde nedstigning. Jeg har taget et telt med som jeg tilbyder den efterhånden hårdt prøvede tandlægepraktikant at sove i. Ydermere har jeg taget en sjat whisky med som vi drikker inden vi lægger os til at sove. Udenfor kan vi se ildfluerne blinke. Ingen af os siger noget. Her stille, så stille. Næste morgen vågner vi relativt tidligt. Folk herude står tidligt op og vi kan høre det ”summe” udenfor teltet. Vi står op og får os lidt morgenmad. Herefter skal tandlægen ned på den lokale skole for at hive tænder ud på de stakkels børn. Og jeg skal, sammen med mureren, have en aftale i stand med landsbyen. Vi havde aftalt at mødes ved 9-tiden sammen med høvdingen og hans ”følge”. Men som altid holder det slet ikke. Ved 10-tiden dukker et par stykker op. Lidt senere et par stykker mere. Kl. 11 sender vi en mand ud for at hente de sidste. Så er vi fuldtallige. I en slags rundkreds sidder vi. Ingen siger rigtigt noget – kun lidt mumlen rund omkring. Jeg vælger at starte. På ægte Boliviansk manér får jeg budt velkommen ved at takke alt og alle omkring mig og fortælle hvilken ære det er at stå her. Herefter tager vi hul på ”forhandlingerne”. Det foregår tilsyneladende alt sammen på quechua. Høvdingen taler til min overraskelse slet ikke spansk og mureren må oversætte for mig. Det går LANGSOMT fremad. Ind imellem er der pauser hvor ingen siger noget. Jeg spørger mureren hvad der sker. Han siger at de gerne vil have noget bedre cementdække rundt om huset end vi først havde regnet med. Jeg spørger mureren hvad det koster ekstra? 200 kr. siger han. Jeg accepterer og forhandlingerne fortsætter. Lignende småforbedringer bliver forslået. Merprisen er forsvindende. Det er vigtigt, at landsbyen får huset som de gerne vil have det og jeg accepterer det hele. Efter nogle timer er vi færdige, og alle er meget glade. Jeg har undervejs nedfældet det hele på skrift og det har udmundet sig i en samarbejdsaftale imellem os og landsbyen. Bolivianere elsker den slags kontrakter som skal underskrives. Alle med blot en smule selvværd vil skrive under på dette fantastiske projekt. Har de et stempel af en slags får kontrakten også en tur med det. De forstår formentlig slet ikke kontrakten. For det første er den på spansk (quechua er meget svært som skriftsprog!) for det andet kan de sikkert ikke læse. Men det betyder ikke det fjerneste. Det vigtige er signalværdien i kontrakten og den følelse af sammenhold og gensidig forpligtelse det giver. Det er efterhånden ved at være ud på eftermiddagen, og det er på høje tid at komme af sted. Det er så sent, at vi kommer til at gå det sidste stykke i mørke. En landsbybeboer har indvilliget i at transportere vores tasker det første stykke op af bjerget. Gårsdagens tur sidder stadig i benene og den første del af opstigningen er virkelig hård. Med os har vi en lokal gut som har nogle gøremål oppe omkring hvor vi har bilen parkeret. Han er en flink fyr, og kender disse bjergegne virkeligt godt. Som altid har de lokale næsten ingen oppakning med. Med en stigning på ca. 2500 højdemeter foran os, er det vigtigt at have så lidt med som muligt. Hvis man skal være i stand til at følge med de lokale, så duer det ikke med de klassiske vandrerstøvler – de er alt for tunge. Noget jeg lidende har måttet sande på tidligere ture. Her er sandaler det bedste fodtøj. Vores lokale ven har i øvrigt lidt af en speciel madpakke med. Nogle hårdkogte æg og en flaske med Chicha – let gæret majsøl som ikke smager specielt godt. En madpakke han flittigt deler med turens deltagere. Han har overskud, tør man sige. Pludselig udbryder han; ”Condor!” - og i det samme kommer en kondor svævende lige hen over hovederne på os. ”Hay carne” siger han efterfølgende – ” Der er kød”. Med det mener han at et dyr ligger for døden ét eller andet sted, og kondorerne har spottet det. Disse fugle er nemlig ådselædere og har den karakteristiske nøgne hals ligesom en grib. Blot er kondoren noget større. Hvilket vingefang og sikke en kontrol den viser. Det ser ud som om den kunne svæve rund i disse bjerge i timevis uden ét eneste vingeslag. Pludselig er der to kondorer. Disse kæmpefugle har det med at dukke op af ingenting. Specialiserede er de i at spotte føden. Efterhånden er vi nået halvvejs og det er tid at tage afsked med vores muldyr som flittigt har båret vores oppakning. Resten af turen er ”for egen kraft” med halvtunge rygsække. Tandlægepraktikanten ser efterhånden godt brugt ud, og det sidste stykke bliver vist lidt af en prøvelse for ham. Dagen er ved at gå på held, og vi har ikke for meget tid at spilde. Når vi engang når frem til bilen, er det meningen at vi skal hente Signe og et par andre kvinder ude på et kursus i nærheden. ”Nærheden” er måske så meget sagt, for der er ca. 2 times kørsel længere ude af vejen. Herefter er det så ca. 4 timers kørsel tilbage til San Lucas – i alt 6 timer på virkelig dårlig grusvej, det bliver ikke nogen dans på roser. Endelig når vi frem til bilen. Tandlægepraktikanten bed tænderne sammen det sidste stykke, og nåede frem på ren viljestyrke. Da han skal op i bilen kniber det med balance og han må hjælpes. Vi får ham i sædet og han udbryder ”Nunca más – nunca más” – ”aldrig mere – aldrig mere”. Ja det bliver vist rigmandssønnens sidste tur på landet. Mon ikke han vil foretrække de trygge omgivelser i byen fremover. Nå vi kommer af sted. At køre i bjergene midt om natten er lidt specielt. Lige stræk afløses af hårnålesving. Uventede huller i vejen. Op og ned. Temperaturen stiger og falder med højden. Fugtigt klima afløses af tørt. Så forskelligt landskab og så alligevel så konformt at man nærmest befinder sig i en trancelignende tilstand bag rattet. Endelig kommer vi frem. Pigerne har lavet mad og vi er ved at dø af sult. Vi forsøger at lokke noget føde i tandlægepraktikanten, men han er helt væk og nægter pure at indtage føde. Det er ved at blive sent, kl. nærmer sig midnat og vi har stadig 4 timers kørsel foran os. Heldigvis indvilliger Signe i at overtage rattet hjem til San Lucas. Hun er også meget træt, da hun også har haft en hård vandretur i bjergene tidligere. Heldigvis har jeg en lille pose med kokablade i lommen. Dem fylder hun i munden. Hun brokker sig noget over kvaliteten af bladene. Javel, men det var altså det sidste fra sækken hos købmanden i San Lucas. Derfor er de både små og noget tørre samt med en lille bismag af et eller andet jeg helst ikke vil vide hvad er – men det virker, og man holder sig vågen og opmærksom. Efter ca. 5 timers kørsel ankommer vi til San Lucas. Det er midt om natten. Utroligt at Signe har kunnet holde til at køre bilen i så lang tid uden afløsning – godt gået! Vi ryger på hovedet i seng og sover til midt på næste dag. Efter et par dage i San Lucas tager jeg ud til vores murer for at lægge en slagplan for gennemførslen af byggeprojektet. Han er ved godt mod, og ser frem til en måneds tid på landet. Jeg spørger til hvordan hans søn havde det efter vores lange landtur? Den unge mand havde åbenbart også været totalt udkørt (han skjulte det godt). Sønnen havde sovet et helt døgn i træk oven på strabadserne. Mureren og jeg bliver enig om detaljerne. Efter et par uger er alle materialer købt og mureren tager af sted tilbage til landsbyen for at bygge det længe savnede hus til kvinderne derude. Den følgende tid har jeg jævnligt kontakt til mureren over radioen samt i telefonen for at høre til projektet. Telefonen er i øvrigt en ganske sjov ting. Det nationale telefonselskab har som betingelse for at opnå monopol på markedet skulle installere satellittelefoner i de mest isolerede landsbyer i Bolivia. Desværre har folk derude sjældent råd til at bruge dem – monopolet betyder nemlig at minuttaksten er ganske høj for en simpel bonde. Til gengæld betyder de at telefonen så godt som aldrig er optaget – det til trods for at den servicerer en landsby og opland med ca. 500 indbyggere. Når man så ringer derud, håber man der er en person i nærheden som hører den. Det er ALTID en meget fåmælt person som tager den. Efter lidt envejskommunikation hvor man præsenterer sig osv. siger vedkommende altid ”hvad??”, og så skal man gentage hele molivitten. Det er som om at folk bliver generte og lidt nervøse når de pludselig står et stykke ”højteknologi” i hånden og skal snakke med en ukendt person i den anden ende. Det står i lysende kontrast til Bolivianernes åbenhed når de taler i forsamlinger – her er de aldrig nervøse endsige fåmælte, tværtimod. Nå men jeg skal naturligvis bede dem om at finde min murerven som arbejde på det nye kvindehus. Ham kender de! En fremmed på disse kanter kan ikke gemme sig. Så aftaler man at jeg skal ringe tilbage ca. 20 min. Senere, svarende til den tid det tager at finde mureren og få ham ned til telefonen. Projektet går generelt godt, og landsbyen hjælper flittigt at transportere byggematerialer til ”byggepladsen”. Efter ca. en måneds tid nærmer projektet sig sin afslutning – uden forsinkelser, ja man tør knap tro det. Landsbyen har aftalt at lave en såkaldt ”Acta de entrega” om nogle dage. Dette er en slags overdragelses ceremoni, som hører sig traditionen til i Bolivia. Mest af alt er det en kæmpe fest med masser af mad, alkohol, musik og dans fra morgen til aften. Men det er nødvendig for at ”moder jord” skal tage godt imod det nye hus og for at ulykker ikke skal vælte ned over det stakkels hus. Desværre har vi ikke mulighed for at rive tre-fire dage ud af kalenderen og tage ned til landsbyen. Vi har flere store arrangementer som kræver vores tilstedeværelse i San Lucas. Utroligt ærgerligt. Det er en helt enorm oplevelse at deltage i bolivianske fester. Ord er for fattige til at beskrive stemningen – det skal opleves. Mureren kan godt høre at jeg er skuffet, og han forsøger at muntre mig op. Lidt senere samme dag ringer mureren ude fra landsbyen han har landsbyens høvding med ved siden af. Da høvdingen i landsbyen havde hørt at vi ikke kom til festen, insisterede han på at takke mig personligt over telefonen. Men taler han for resten ikke kun quechua, spørger jeg? Jo, svarer mureren – taler du ikke quechua? Nej for satan, ikke et ord. Jeg kan umuligt tale med høvdingen. Men det er tanken der tæller. Jeg blev sgu helt rørt over den opringning. Desværre kom jeg aldrig tilbage til Landsbyen Pirhuani for at se kvindehuset. Jeg har imidlertid set billeder af det færdige hus - det ser helt fantastisk ud! Alt i alt var det et meget spændende projekt at arbejde med. Entusiasmen, kulturen, omgivelserne, fascinationen, ja kort sagt alt har været fabelagtigt. Jeg har gennem mit "civile" liv i Danmark stået for store og dyre projekter. Dette projekt kostede ca. 10.000 kr. og har så afgjort været det mest spændende. Jeg håber at få lejlighed til at prøve mere af denne slags en gang i fremtiden… Mange kærlige hilsner Signe og Mads |
|
 |
 |
Fællesbreve
Argentina på mc
juli 2006
Jungletur
13. februar 2006
Helstegt lama
12. januar 2006
Decembernyt
28. december 2005
Kvindehus i Pirhuani
oktober 2005
Kvindegrupper
13. oktober 2005
Tur til Azurduy
20. september 2005
Hilsen fra Bolivia
21. august 2005
Politik i Bolivia
19. juni 2005
Uro i Bolivia
9. juni 2005
Tur til Dalområderne
16.-23. april 2005
Karneval
25. feb. 2005
Den foerste tid i Bolivia
23. jan. 2005
Trafikuheld
21. dec. 2004
Ferietur i Guatemala
19. nov. 2004
Santa Calavera
19. nov. 2004
San José, Guatemala
30. oktober, 2004
Antigua, Guatemala
17. oktober, 2004
