Signe og Mads i Bolivia - fællesbreve

Signe og Mads i Bolivia

Menu

Kontakt

Fællesbreve

Fotoalbum

Links

Gæstebog


Startside » fællesbreve Oruro den 15. juni 2005 Kære alle Den politiske situation i Bolivia. Som beskrevet i verdenspressen i den seneste tid, har der været uroligheder i Bolivia. De sidste dage før man fik løst op for konflikterne, talte man tilmed om risiko for borgerkrig i landet. For at et land kan komme så langt ud i en konflikt skal der være nogle forudsætninger til stede herfor. Vi skal her forsøge at beskrive nogle. I Bolivia er der en udpræget grad af social ulighed. Forskellen mellem de rige områder i byerne og fattige landområderne er enorme. Landet styres af en magtfuld elite, som ved hjælp af kammerateri og korruption besidder en stadig større andel af de økonomiske recourser i landet. Det bedst lønnede erhverv i Bolivia er politik. Her har man mulighed for at få fingerene i kassen samt at dele ud af attraktive offentlige stillinger til venner og familie. Det siger sig selv, at politik er forbeholdt de rige og veluddannede. En fattig bonde uden uddannelse, vil aldrig kunne få adgang til de bonede gulve i La Paz. Den politiske elite har direkte interesse i, at fastholde en stor del af befolkningen i fattigdom, således at deres egen magtposition lettere fastholdes. Selvom de fattige bønder er uden uddannelse og lever isolerede, er de naturligvis opmærksomme på de voksende sociale skel. Det eneste virkemiddel de kender til, er vejblokader. Herved håber de at afskære forsyningerne til byerne, og derved ramme den rige elite. Virkeligheden er imidlertid en anden. De rige folk i byen er i stand til at betale høje priser for varerne. Det betyder, at det er fristende for en fattig bonde at fragte sine varer uden om vejblokaderne, for herved at kunne mangedoble sin indtægt. I praksis betyder det, at vejblokaderne stort set ikke har effekt i de rige byområder. Effekten mærkes i langt højere grad andre steder. Bønderne kan ikke få deres varer til markederne, minearbejderne kan ikke få deres mineraler ud af landet og de fattige "slumområder" i byerne er stort set uden fødevarer. Prisen for vejblokaderne betales med andre ord af dem som selv laver blokaderne - de fattige. Denne følelse af magtesløshed hos de fattige kan udarte sig i aggressive eller direkte voldelige handlinger mod magteliten. I den seneste konflikt har den fattige befolkning krævet en en grundlovsændring som skal sikre en mere social retfærdig fordeling af landets økonomiske recourser samt en total nationalisering af landets betragtelige naturgasproduktion. I dag udvindes naturgassen af internationale firmaer. Prisen på naturbrændsler er i øjeblikket høj, og de internationale firmaer har kronede dage i Bolivia. De fattige bolivianere har svært ved at acceptere at landets rigdomme "stjæles". De håber igennem en nationalisering af naturgasproduktionen, at få tildelt en større del af kagen. Geografisk set er Bolivia delt op i et goldt højland og et frugtbart lavland. Langt størstedelen af befolkningen bor mærkeligt nok i højlandet, hvor de har svært ved at producere fødevarer blot til eget forbrug. Det eneste der giver en smule indtægt er minedriften. Men arbejdet foregår med meget primitive redskaber og erhvervet har beskæftiger derfor langt flere end det kan retfærdiggøres ud fra et økonomisk synspunkt. I lavlandet derimod, er der rigeligt med frodige jorder og også store forekomster af naturgas. Det betyder at man i lavlandet oplever en stigende økonomisk vækst, og derfor har svært ved at forstå, at man skal betale til de stadigt fattigere områder i højlandet. På det seneste har man i det rige Santa Cruz amt i lavlandet ønsket større grad af løsrivelse fra La Paz. Dette har skabt en konflikt til højlandet. I den seneste konflikt befandt vi os i centrum af balladen i La Paz. De første par dage var der kun tale om relativt fredelige demonstrationer. Efterhånden eskalerede problemerne. Politiet smed tåregas og demonstranterne spængte stadig større mængder af dynamit i gaderne. Efterhånden synes vi at situationen blev lidt tilspidset. Vi valgte derfor at flytte ned i den rige sydlige del af La Paz, som mærkeligt nok var næsten fri for demonstrationer og ballade. Som vi nød tilværelsen på vores luksushotel, voksede presset på præsidenten. Demonstranterne krævede, at han nationaliserede naturgassen øjeblikkeligt og afviste enhver form for selvstændighed til de rige områder i lavlandet. Omvendt truede verdensbanken samt de store donorlande med at skære i den altafgørende økonomiske bistand, såfremt man valgte at smide de internationale firmaer på porten og nationalisre naturgasproduktionen i landet. Til sidst gav præsidenten fortabt og gik af. Dermed var problemerne langt fra løst. I følge landets forfatning skulle præsidentembedet tilfalde formanden for kongressen, Vaca Diez. Han er kendt som en barsk mand som man frygtede ville slå hårdt ned på uroligheder. Ydermere skulle han efter sigende arbejde for selvstændighed til de rige områder i lavlandet. Demonstranterne truede med borgerkrig, såfrem Vaca Diez påtog sig embedet som præsident. Det kom til stadige hårdere sammenstød imellem demonmstranter og politi. I krisens sidste fase satte man tilmed militæret ind for at aflaste politiet. Presset på Vaca Diez for ikke at påtage sig præsidentembedet var enormt. Til sidst kom det til et sammenstød imellem demonstranter og militær. Militæret åbnede ild, og én blev dræbt. Dagen før Vaca Diez skulle bestemme sig for, om han ville udnytte sin grundlovssikrede ret til præsidentposten eller ej, holdt alle vejret i Bolivia. Den danske ambassade havde lavet en evakueringsplan for danskere i landet. Spanien havde tilmed sendt et fly til Peru, som ventede på ordre til at evakuere. Heldigvis var presset på Vaca Diez for stort, og han frabad sig embedet som præsident for Bolivia. I dag har vi højesteretsdommeren som præsident. Han har lovet valg til december. Presset på ham fra de fattiges side er langsomt voksende for at gennemføre de krævede reformer. De har med andre ord ikke accepteret, at en overgangsregering ikke vil træffe væsentlige beslutninger. I øjeblikket er Bolivia uden demonstrationer og vejblokader. Hvor længe dette vil vare ved, er tvivlsomt. Vi krydser fingre for at vi kan rejse frit rundt i landet i nogen til endnu. Mange hilsner Signe og Mads

Fællesbreve

Argentina på mc
juli 2006

Jungletur
13. februar 2006

Helstegt lama
12. januar 2006

Decembernyt
28. december 2005

Kvindehus i Pirhuani
oktober 2005

Kvindegrupper
13. oktober 2005

Tur til Azurduy
20. september 2005

Hilsen fra Bolivia
21. august 2005

Politik i Bolivia
19. juni 2005

Uro i Bolivia
9. juni 2005

Tur til Dalområderne
16.-23. april 2005

Karneval
25. feb. 2005

Den foerste tid i Bolivia
23. jan. 2005

Trafikuheld
21. dec. 2004

Ferietur i Guatemala
19. nov. 2004

Santa Calavera
19. nov. 2004

San José, Guatemala
30. oktober, 2004

Antigua, Guatemala
17. oktober, 2004