Signe og Mads i Bolivia - fællesbreve

Signe og Mads i Bolivia

Menu

Kontakt

Fællesbreve

Fotoalbum

Links

Gæstebog


Startside » fællesbreve Tur til Dalområderne i San Lucas Kommune, Bolivia, april 2005 Kære alle Dalområderne San Lucas kommune hører til de fattigste kommuner i Chuquisaca-amtet. San Lucas kommune er delt op i forskellige såkaldte canton'er. De to fattigste canton'er i San Lucas kommune er beliggende i de såkaldte "dalområder". Kører man et par timer i bil fra byen San Lucas når man til en højderyg (ca. 3500-4000 m.o.h.) hvorfra dalområderne kan nås ved en dags brat nedstigning til fods. Der er ingen anvendelige kort over området, så det er nødvendigt med en guide samt gerne nogle stærke muldyr eller æsler, som kan forcere de mere end 2000 højde-meter med oppakning ned til dalområderne. Beliggenheden fra 1200-2000 m.o.h. samt en stor flod i umiddelbar nærhed betyder varme og fugt. Sammenlignet med det golde højland er dalområderne frodige og føden derfor rigelig. Infrastrukturen betyder imidlertid, at man ikke bare tager til de store markeder i højlandet for at afsætte sine varer. Levestilen i dalområderne er som man kan forestille sig middelalderen i Europa. Beboelserne er spredt ud over et enormt område, hvor hver bonde dyrker sine jorder og passer sine dyr. Den nærmeste sundhedspost, hvor der kun er tilgang til den allermest basale medicin, kan være 4-5 timer til fods borte. Skolerne er ligeledes få. De elever som vælger at gå i skole (eller har mulighed herfor), bor ofte på skolen, da man ikke hver dag kan bruge de mange timer på "transport". Alt i alt betyder det, at analfabetismen er udpræget, samt at man har meget lidt kendskab til sundhed og derfor ikke kan kurere simple sygdomme. Sundhedstilbudet udgøres ofte af de såkaldte "Curanderos". Det er traditionelle behandlere, som har erhvervet sig noget kendskab til plantemedicin. Betalingen for behandling foregår ofte i "naturalier", da mange slet ikke ejer kapital. IMCC arbejder som den eneste udenlandske organisation i disse fjerntliggende dalområder. Det siger sig selv, at arbejdet bliver utroligt vanskeliggjort af infrastruktur, fattigdom og analfabetisme. IMCC arbejder på at opbygge en organisation af "sundhedsassistenter", som skal forbedre sundhedstilstanden for folk på landet. Sundhedsassistenterne, som ofte selv er bønder, tager kurser i basal sundhed og hygiejne - kurser som er finansieret og i nogen udstrækning organiseret af IMCC. Tur til dalområderne Det er lørdag morgen den 16. april kl. er 04.30, og vi holder og venter i vores bil udenfor hospitalet i San Lucas. Vi er stået tidligt op, fordi vi har arrangeret et kursus for sundhedsassistenter i dalområderne. Som sædvanlig kan folk ikke komme til tiden, og vi bruger ca. 3 kvarter på at vente. Foran os venter først 2½ times kørsel af dårlig grusvej, dernæst 9-10 timers gang med oppakning ned til landsbyen Pirhuani, hvor vi skal undervise i emnet "den rene fødsel". Folk på landet føder ofte hjemme og under meget uhygiejniske forhold. Vi håber gennem kurset, at forbedre forholdende for den fødende såvel som for barnet. Kl. ca. 8 ankommer vi til "Japo" som er den sidste udpost inden turen går til Pirhuani til fods. Vi befinder os i ca. 4000 meters højde og det er skide koldt! Med nogen forsinkelse får vi læsset noget af vores oppakning på nogle muldyr, og begiver os på vej. Vi havde forstillet os at det første stykke var nogenlunde plant inden vi begyndte nedstigningen til Pirhuani. I denne del af Bolivia eksisterer der stort set ikke plane landskaber, og vi går op og ned. Kulden til trods får anstrengelserne sveden frem på panden. Til sidst er der 4 timers stejl nedstigning. Kl. 19.30 ankommer vi meget udmattede til Pirhuani. Kombinationen af for lidt mad og drikke, højden samt en ringe fysisk form gjorde, at det sidste stykke nærmest mindede om en flok soldater på overlevelsestur. Næste dag står vi tidligt op for at få begyndt på kurset. Folk på landet følger i stor udstrækning solen. Her er ikke elektricitet, så det er med at udnytte timerne med lys. Ud over al forventning er der allerede kommet en del til kurset. Vi når således næsten 20 deltagere, inden vi "sparker" kurset i gang op ad formiddagen. Selve undervisningen står en læge og en sygeplejerske fra San Lucas for. Hele kurset foregår på Inkasproget "Quechua", som lydmæssigt kan minde lidt om grønlandsk. Folk herude taler sjældent ret meget spansk. En del af kurset går med rollespil eller "sociodrama'er" som vi kalder dem. Her skal kursisterne vise det, de har lært. Der er ganske enkelt hylende skægt at se på. Voksne mennesker lever sig ind i rollerne som vi ikke troede det muligt. Vi danskere ville helt sikkert føle os alt for voksne til den slags. Hér derimod kan man lege og more sig og samtidig lære en masse - noget vi helt sikkert kunne lære meget af i vesten. Efter to dages aktiviteter er det tid at drage videre. Vi tager afsked med vores kolleger på projektet, som skal vende hjem til San Lucas for at arbejde videre administratoriske opgaver. Vi derimod, har fået den store fornøjelse at komme på den helt store tur i dalområderne. Først går turen til Sacavillque, hvor vi skal overlevere en lille toiletbygning til den lille landsby. Vi kommer imidlertid lidt sent af sted fra Pirhuani, og er derfor nødt til at overnatte i den lille flække, Chuncho. Vi afslår tilbudet, om at overnatte på den lokale skole, da vi frygter noget for vinchuga'er. Vinchuga'er er nogle halvstore nat-aktive biller som overfører sygdommen, sydamerikansk sovesyge. Sygdommen er uhyre udbredt på landet, og det er bestemt noget man skal have respekt for. Bliver man smittet, har man tre måneder til at blive behandlet med virkeligt hårdhændede medikamenter. Herefter bliver den vanskelig at behandle. Resultatet er, at sygdommen "sover" i kroppen, og efter 10-30 år dør mange af hjertesvigt eller tarmslyng. Vi finder hurtigt et godt sted til vores medbragte telt, og lægger os til at sove. Planen er, at vi skal op kl. 5 for at nå til Sacavillque tidligt næste dag. Om natten passerer imidlertid et regnvejr af dimensioner. Først kl. 7.30 næste morgen er det passeret og vi kan komme ud af teltet. Midt i travlheden med at pakke telt m.m., finder Signe mindsanten en kæmpe-skolopender på ca. 15 cm. i en af vores rygsække. En skolopender minder mest af alt om et tusindben med et panserlignende skjold ned over ryggen. Ydermere har den nogle kraftige gift-pigge, som efter sigende skulle være ret barske at komme i kontakt med. Dette sker heldigvis ikke, og vi får pakket og drager videre. Ved middagstid ankommer vi til et idyllisk beliggende lille landbrug, hvor vi bliver inviteret på frokost. Maden består af en stor skål majs, kogte kartofler en allerhelvedes stærk chilisalsa samt friskplukkede appelsiner. Som tak for mad forærer Signe sin hat til kvinden i huset. Oprindeligt havde hun forespurgt sig på sandalerne, men de var svære at undvære i varmen, forklarede vi. Kvinden blev imidlertid ufatteligt glad for den fine hat, og der herskede en herlig stemning da vi forlod huset. En times tid senere kommer vi forbi et hus som tilhører høvdingen fra Sacavillque. Vi bliver øjeblikkeligt inviteret på kogt majs og jordnødder. Herefter sidder vi og sludrer lidt, inden høvdingen beslutter sig for at fange en af de omkringfarende høns og invitere os på hønsesuppe og kartofler. På dette tidspunkt er vi efterhånden godt mætte, men accepter af høflighedsårsager. Vi fortryder det ikke. Sjældent har vi smagt så smagfuld en høne - bestemt noget andet end en dansk "industri-kylling". Efter en time til halvanden hos høvdingen, begiver vi os det sidste stykke mod Sacavillque. Stadig mætte, ankommer vi til skolen, hvor skolelærerne byder os på vandmelon. Herefter går vi mod sundhedsposten, hvor vi har bygget den lille toiletbygning, som vi skal besigtige. Sygehjælperen byder os naturligvis på en solid omgang mad. Med store vanskeligheder får vi sat det meste af måltidet til livs. Næste morgen kl. 06.30 er der en person udenfor teltet som råber på Max (Max er Mads på spansk). Det er vores ven Pedro, som ønsker at invitere os hjem til hans hus på lidt morgenmad. Hans hus ligger lige oppe af bakken, siger han. Efter 3 kvarters gang kommer vi til den fattigste bolig vi til dato har oplevet i Bolivia. Et læskur med lidt græstørv som tag udgør stedet, hvor familien sover. Lige udenfor "huset" går dyrene rundt. Vi bliver inviteret på lidt lammekød med kartofler og majs. En luksusmiddag som familien næppe spiser ret ofte. Det er imidlertid utroligt svært at sige nej, når man bliver budt på noget på landet. For folk er det komplet umuligt at forstå hvorfor man afslår. Det vil som regel blive opfattet som en grov fornærmelse af værten. Vi accepterer derfor den meget fornemme gestus. Op ad formiddagen er vi igen tilbage i Sacavillque, hvor vi får holdt et møde med landsbyautoriteterne omkring fejl og mangler ved den nye toiletbygning. Mødet går fint, og om eftermiddagen kan vi begive os mod det næste mål for turen - nabolandsbyen Sacavillque Grande. Naboby er så meget sagt, for den ligger 4 timer til fods borte. Vores gøremål i Sacavillque Grande er, at indlede arbejdet med at konstruere en sundhedspost. Den nærmeste sundhedspost er i øjeblikket i den anden Sacavillque. Det betyder med andre ord, at folk fra Sacavillque Grande skal gå ca. 4 timer for at få udført basale sundhedsydelser. Med konstruktionen af en ny sundhedspost, vil flere "kunder" være indenfor rimelig afstand. Vi har aftalt et stormøde med hele landsbyen. Meningen er, at landsbyen gratis skal fragte materialer til opførelsen af sundhedsposten. Lønnen består i, at landsbyen får en sundhedspost bemandet med en uddannet sygehjælper. Uden de store problemer accepterer landsbyen forslaget. Den næste dag er det igen tid at komme hjem. Vi har nu været en uge på landet, og det har været sparsomt med den personlige hygiejne. Vi glæder os derfor til at komme tilbage til "civilisationen". Vi står meget tidligt op næste dag. Der venter os en meget lang gå-tur tilbage til "Japo" hvor en bil fra rådhuset efter aftale skal hente os. Allerede kl. 05.00 er vi på farten. Vi har denne gang medbragt rigeligt med mad, da det bliver en hård tur. Vi skal gå 2000 meter opad - det skal nok tære på kræfterne. Vi går og går. Solen står op, og den går ned igen. En fantastisk fuldmåne stiger op, og giver lys som var det næsten dag. Et af muldyrene er så udmattede, at det pludseligt ligger sig til at sove midt på stien. Med et par velplacerede sten og spark, får muldyrdriverne igen gang i det stakkels dyr. Kl. 23.15 om aftenen ankommer vi efter mere end 18 timers gang til Japo. Vi finder rådhusets bil foran en lille beværtning. Chaufføren er mindsanten gået på druk, og kan på ingen måde køre bilen de 2½ time af farlig bjergvej tilbage til San Lucas. Med hjælp bærer vi den døddrukne chauffør ind i bilen. I Bolivia er der ikke ret mange som har kørselserfaring af betydning. Ydermere har man på ingen måde tillid til, at kvinder kan føre bil på forsvarlig vis. Jeg (Mads) er derfor den eneste mulighed. Jeg skynder mig at fylde munden med coca-blade (virker opkvikkende omtrent som en gang stærk kaffe), og får vraget af en bil kørt de halvanden time til byen Palacio Tampo. Hér vækker vi en anden chauffør som kører bilen det sidste stykke hjem til San Lucas. Det er langt om længe sengetid. Med os i seng har vi fantastiske oplevelser, som vil tage lang tid at "fordøje". Mange hilsner Signe og Mads

Fællesbreve

Argentina på mc
juli 2006

Jungletur
13. februar 2006

Helstegt lama
12. januar 2006

Decembernyt
28. december 2005

Kvindehus i Pirhuani
oktober 2005

Kvindegrupper
13. oktober 2005

Tur til Azurduy
20. september 2005

Hilsen fra Bolivia
21. august 2005

Politik i Bolivia
19. juni 2005

Uro i Bolivia
9. juni 2005

Tur til Dalområderne
16.-23. april 2005

Karneval
25. feb. 2005

Den foerste tid i Bolivia
23. jan. 2005

Trafikuheld
21. dec. 2004

Ferietur i Guatemala
19. nov. 2004

Santa Calavera
19. nov. 2004

San José, Guatemala
30. oktober, 2004

Antigua, Guatemala
17. oktober, 2004