Signe og Mads i Bolivia - fællesbreve

Signe og Mads i Bolivia

Menu

Kontakt

Fællesbreve

Fotoalbum

Links

Gæstebog


Startside » fællesbreve Rundt i det nordlige Argentina på motorcykel Se den omtrentlige rute på i alt ca. 5000km via dette link: kort over Nord-Argentina Kære alle Da vi tilbage i februar 2006 forlod Bolivia, rejste vi hjem over Buenos Aires, Argentina. Det var en herlig oplevelse, hvor vi fik set og oplevet en masse. Allerede dengang vidste vi, at vi en dag ville vende tilbage til Argentina for at rejse rundt og se mere af landet. At det allerede skulle blive i juli måned, havde vi nok ikke forventet. Pludselig gik det op for os, at der hurtigt kunne blive meget at se til, og vi derfor nok bare skulle se at komme af sted, inden det var for sent. Inden for en uge købte vi billetter, og fløj af sted til Sydamerika. Vi havde besluttet os for at leje to motorcykler og køre mod nord for at krydse grænsen til Bolivia. I sig selv lidt af et vovestykke - især for Signe som jo aldrig havde kørt motorcykel i storbyen. Ja hun havde jo slet et rigtigt motorcykelkørekort. Kun et "fuskekort" fra Bolivia, som hun havde købt for 100 kr. på den lokale politistation. Vi fik derfor travlt med at øve lidt herhjemme på en rigtig motorcykel og ikke en offroader, som vi kørte rundt på i Bolivia. Nu håber jeg ikke at politiet læser det her, men Signe brugte det meste af en dag på at køre rundt på de fynske landeveje på far Erling's Suzuki Bandit. Da vi landede i Buenos Aires var det med lettere tynget sind. Trafikken i Sydamerikas metropol er noget forskellig fra trafikken i på Fyn. Det vidste vi naturligvis godt på forhånd, men når man skal i trafikken på egen hånd, går indtrykkene stærkere ind. Allerede om eftermiddagen samme dag som vi landede, havde vi aftalt at besøge motorcykeludlejeren for at få detaljerne på plads og for at se maskinerne, naturligvis! Lad det være sagt med det samme, de var noget større end vi havde regnet med. Jeg har naturligvis nogen erfaring fra min bomstærke og ganske potente 1300-kubikker i DK. Men for en nybegynder er en Honda Transalp 650 faktisk en pæn stor maskine. Signe tog det nu ganske roligt, og vi bad om en lidt lavere saddel til hende. Generelt så cyklerne meget fine ud. Den næste dag skulle vi af sted. Vi spiste morgenmad lige udenfor hotellet. Det var så som så med appetitten. Vi var MEGET nervøse inden vi skulle ud i Buenos Aires' sindssyge trafikkaos. Vi havde aftalt med indehaveren af motorcyklerne, at han skulle ledsage os det første stykke ud af byen. Da vi havde fået læsset motorcyklerne og holdt klar udenfor butikken, spurte Signe, om vi skulle en tur rundt om blokken for at komme rigtigt ud af byen. Det var ikke nødvendigt, svarede manden, og tog turen hen over fortovet og videre hen over den tresporede vej. Signe så lidt bleg ud, men fik med solid mellemgas cyklen samme vej - godt gået! Så var vi af sted. Vi kom hurtigt på motorvejen, og ud af byen. Vi var euforiske. Tænk at køre rundt på motorcykel i Argentina fulde af forventninger til de oplevelser som stensikkert ventede os. En gammel rejsedrøm var på vej til at gå i opfyldelse for os begge. Første etape gik til byen Rosario ca. 250 km. Fra Buenos Aires. Byen er mest berømt for sit bysbarn "Ernesto Che Guevarra" som jo var en af hovedmændene bag revolutionen på Cuba i '59. Bortset fra dette, er byen ret kedelig. Næste dag skulle vi til Argentinas næststørste by Córdoba, som også er kendt som intellektuelt centrum. Her er masser af universiteter og prominente barer. Derudover er trafikken forfærdelig. Vi havde nær aldrig fundet ind og ud af byen. Næste morgen når vi ikke langt. Et haglvejr af dimensioner om morgenen ødelagde vores planer om at komme tidligt af sted. I stedet nøjedes vi med at køre ud af Córdoba og stoppe i byen Jesús Maria. Som navnet antyder, er den centrum for en masse religiøse aktiviteter. Så gik videre mod nord. Planen var at nå så langt som muligt - gerne omkring Santiago del Estero. Det var også dagen for VM-finalen i fodbold imellem Italien og Frankrig. Med lidt held, kunne vi finde en bar på vejen og se kampen. Fodboldinteressen i Argentina er kolossal. Ydermere er de fleste argentinere efterkommere af italienske emigranter, så mon ikke det skulle være muligt… Landskabet var efterhånden begyndt at ændre karakter. Omkring Buenos Aires er det meget fladt og der er intensiv dyrkning af jorden. Efterhånden som man bevæger sig mod nord bliver der mere kuperet, ligesom klimaet også ændrer sig til tropisk og tørt. Desuden er der store områder med saltholdig jord. Disse sletter er ufrugtbare, og der bor næsten ingen mennesker. Netop som vi er krydser igennem en kæmpe saltslette, punkterer Signe. Selve punkteringen var udramatisk. Et stort søm var kommet op i dækket, og luften var sivet ud. Nu skulle vi i gang med lapningen. Uheldigvis rakte min knallerterfaring ikke helt. Da dækket skulle på igen, kom jeg til at nappe hul i slangen. Vi havde fået en ekstra med fra Buenos Aires. Uheldigvis var den fuldstændigt mørnet. Hvordan helvede kan man give folk en 10 år gammel slange med? Nå jeg læssede signes baghjul på min MC, og kørte mod nærmeste by for at få hjælp. Efter et par kilometer kommer jeg forbi et lille spisested. Jeg kan se, at der ved siden af ligger et forladt "gomería". Et gomería er et sted hvor man kan få lappet dæk. Det kunne jo være, at de stadig havde mulighed for at udføre denne type arbejde, så jeg beslutter mig for at prøve lykken her. Uheldigvis er det søndag, og den eneste mand som kan hjælpe mig er fuld. Han forsøger at lappe dækket, men gør mere skade en gavn. Der er langt til byen, og der er sandsynligvis lukket overalt. Jeg beslutter mig derfor for at spørge inde på restauranten, om vi kan få lov at slå vores telt op på grunden og tilbringe natten her. Stedet bliver til min store overraskelse drevet af tre enlige ældre kvinder. De bliver ovenud glade da jeg spørger om vi må have lov at gøre dem selskab. Når man rejser som europæer i Argentina, bliver man altid godt modtaget. Det kan til tider faktisk være et problem, at alle vil hen og snakke og ønske os held og lykke på rejsen. Tit dytter og vinker folk også til os i trafikken. Motorcykler af denne størrelse er ikke så almindelige i Sydamerika, og vi skiller os tydeligt ud som rejsende på eventyr. Nå hvordan får jeg nu hentet Signe? Jeg finder på at spørge fulderikken, om jeg kan låne hans gamle havelåge af en cykel. Jeg vil så skrue mit baghjul af min MC, cykle ned med det, og bytte det ud med Signes punkterede. Det var ikke noget problem. Jeg får hentet Signe, som jo selvfølgelig straks falder i snak med de tre kvinder. Til alt held har de også et fjernsyn. Som tidligere nævnt, er det jo dagen for VM-finalen imellem Italien og Frankrig. Vi kan lige nå at se anden halvleg - perfekt. De ældre kvinder kigger også med. De konstaterer noget grinende, at der er mange sorte på Frankrigs hold. Italien derimod består af nydelige unge (hvide) mænd. Ikke at de var racister, men det er da tankevækkende, at et land i Europa har et landshold bestående af sorte. Jeg skulle lige til at fortælle en masse om Frankrigs tid som koloniherre og deres fodboldforbunds evne til at "nationalisere" gode fodboldspillere fra Afrika. Jeg lod være, og nød at man kunne tale om sorte og hvide, uden at man absolut skulle diskutere racisme og politisk korrekthed. Om aftenen kommer den eneste nabo ind på restauranten. Han er godt "bedugget", og er ikke sen til at bestille bajere og invitere de fremmede på en tår. Argentina er åbenbart ikke meget anderledes end Bolivia hvad det angår. Søndag løber man altid ind i en eller anden drukkenbolt, som man nærmest tvinges til at drikke et par genstande med. Signe tager imod invitationen, siger "seco - seco", og tømmer til mandens store overraskelse glasset på få sekunder. De gamle damer er ellevilde og jubler og klapper af Signe. Den havde han sgu aldrig hørt før. I Bolivia siger man altid "seco - seco" før man drikker. Det betyder noget i retning af "så tømmer vi!". Resten af aftenen gik manden grinende rundt og råbte "seco - seco" og drak sig en ordentlig kæp i øret. Vi fordrev tiden med at spille kort med vores værter. Alt i alt ganske hyggeligt når vi nu alligevel sad fast ude i på dette gudsforladte sted. Næste dag skulle vi endelig videre. Planen var, at jeg først kørte de ca. 80 km ind til byen for at få Signes dæk lappet. Herefter skulle jeg køre tilbage, så vi sammen kunne køre videre. Dette gik uden de store problemer. Jeg købte nogle ekstra slanger, så vi ikke skulle løbe ind i de samme problemer igen. Før middag var vi atter i sadlen. Men der gik ikke længe inden sulten meldte sig. Argentina er et paradis for os hvad mad angår. Man kan næsten altid finde et sted hvor man kan købe de lækreste grillbøffer. Og tilmed af en størrelse som man kan være bekendt. Klassikeren på disse kanter er en højrebsbøf på 500 gram med brød og salat. Prisen for et sådant måltid ligger normalt på omkring 30 kr. pr. næse. Da vi kommer igennem en by beslutter vi os for at finde en restaurant. Uheldigvis bliver vi stoppet af en politibetjent inde i byen. Politibetjente i Sydamerika skal man tage sig i agt for. Han ser noget stram ud i "betrækket", og spørger mig ud om forskellige ting. Jeg svarer høfligt, og vi får lov at køre. Signe holdt under denne seance bagved, og kunne derfor ikke følge med i samtalen. Hun havde derfor ikke fornemmet, at situationen måske var lidt tilspidset. Vi er jo kommet til byen, og Signe ville lige spørge politimanden om et par ting inden vi kørte videre. Han forsøger at bevare sin autoritet da Signe smilende spørger hvor de største bøffer i byen findes. I det samme opdager Signe at den ene af hendes tasker er gået op, og at hun har tabt en sko. Den anden sko var nu ikke til megen nytte og hun spørger den kære politimand om han ikke vil have en lille gave i form af én sko? Uha!, nu bliver han sur, tænker jeg. Men i stedet krakelerer hans autoritet fuldstændig, og han forsøger at finde et meget anstrengt smil frem. Jeg har meget svært ved at holde masken, og jeg skynder mig at tage min hjelm på for at han ikke skal se, at jeg er ved at dø grin. Målet for denne dag var hovedbyen i nord, Salta. Denne by hørte vi allerede omtalt, da vi boede i Bolivia. Den skulle efter sigende være meget smuk og særdeles varm om sommeren. Juli er heldigvis vintertid på disse kanter, og vi nyder godt af en ca. 20-25 grader om dagen. Salta ligger for foden af Andesbjergene. Synet der møder os, da denne fascinerende bjergkæder rejser sig i baggrunden er betagende. Vi holder ind, og sunder os en stund. Vi har det lidt som at komme hjem igen. Disse imponerende bjerge udgjorde vores hjem igennem mere end et år da vi boede i Bolivia, og vi har utallige dejlige minder herfra. Det er sent da vi ankommer til Salta. Vi beslutter os for at bruge byens campingplads. En ganske nydelig en af slagsen og med en gigantisk swimmingpool i midten. Desværre er der ikke vand i den, da det jo er vinter!. Vi beslutter os for at blive i byen i to dage. Dels for at kigge lidt på området men også for at få efterset Signes baghjul. Kantbåndet som beskytter slangen mod egerne var dårligt, havde vi konstateret, da vi forsøgte at lappe dækket dagen før. Netop som vi triller ind på campingpladsen, opdager Signe, at hun er punkteret igen. Egerne har med garanti "nappet" hul i slangen pga. af det manglende kantbånd. Det kan man da kalde held i uheld. Den næste dag afleverer vi hjulet hos en mand, som samarbejder med vores motorcykeludlejer i Buenos Aires. Han ville tage sig af problemet. Salta er en meget smuk by. Derudover er der en betragtelig andinsk indflydelse. Det er i øvrigt noget, som tydeligt træder frem når man bevæger sig fra Buenos Aires mod nord. Ud over at det bliver fattigere og varmere, tiltager langsomt andelen af indianere i befolkningen. Det er som om, man rejser i flere dimensioner på én gang. Selv tiden flytter sig. Længst mod nord føler man det som om, at man er rejst mange år tilbage i tiden. Argentina er i sandhed et land med enorme interne forskelle - kulturelle såvel som økonomiske. Der er nærmest uendeligt langt fra indianer-bonden i nord til slipsedrengen i Buenos Aires med sin attaché-mappe og sine veltrimmede glinsende nakkekrøller. Når det er sagt, oplever man mærkeligt nok ikke de store interne konflikter i landet. Det er som om alle er stolte af at være argentiner. Man er i det mindste en del af en stor nation og mindre fattig en de rigtige fattigrøve mod nord i Bolivia. Fattigdom på dette niveau er relativ. Forstået på den måde, at har man de basale fornødenheder dækket, sammenligner man sin velstand mednaboerne og ikke med en fjern vestlig kultur. I forhold til naboerne er Argentina ikke at betragte som fattigt. Bevares, der var mange som godt kunne bruge en ekstra skilling, men ud fra Sydamerika som en helhedsbetragtning, går det ganske godt i Argentina. Nu er hverken Signe og jeg de store planlæggere når det kommer til rejser. Denne tur er ingen undtagelse. Oprindeligt havde vi jo snakket om at krydse grænsen til Bolivia. Skulle vi gøre det, ville det betyde, at vi skulle tilbage samme vej som vi kom - ellers ville der sandsynligvis ikke være tid nok. Det kunne være interessant at vende tilbage til Bolivia. Men det ville ske på bekostning af nye oplevelser i Argentina. Blev vi i landet, ville det give os mulighed for at køre stik syd ned gennem Andesbjergene for så til sidst at krydse tværs over landet tilbage til Buenos Aires. Vi besluttede os for at droppe Bolivia. Vi ville i stedet køre helt op til grænsebyen "La Quiaca", vende rundt og tage hovedvej 40 mod syd. Vi havde forelagt vores planer for en lokal argentiner på campingpladsen. Mest for at høre, om hovedvej 40, som går mod syd ned gennem bjergene, overhovedet var til at køre på. Vi kunne nemlig se, at store dele af vejen var af grus. Da han hørte vores planer sagde han "la 40? se dice que es bonito por allá" - "rute 40? det siges at der er smukt dér". Inden vi skulle ud på rute 40, gik rejsen imidlertid videre mod nord. Det var tid at komme rigtigt ind i bjergene. Målet for denne dags rejse var byen "Abra Pampa", som ligger på Altiplanohøjsletten i ca. 3900 meters højde. Forskellen på dette højland og Bolivia synes minimal. Jeg beslutter mig derfor at prøve mine gloser på quechua (inkasproget) i en kiosk. Også det virker - så er vi for alvor kommet til Sydamerika. Den næste dag er det planen at vi vil køre en rundtur omkring en sø med flamingoer. Vejen ville føre os helt op til den bolivianske grænse, og med lidt held ville vi kunne krydse denne. Dagen før havde min motorcykel kørt meget dårligt. Grundet den tynde luft i højderne, kom der en del os og uforbrændt benzin ud af udstødningen. Da vi skulle starte denne morgen, havde vi problemer. Vi troede først, at det var pga. kulden. I disse egne fryser det ca. 15 grader om natten. Men selvom vi stillede motorcyklen midt i solen nogen tid, hjalp det ikke. Inden vi begyndte at skrue i cyklen, ringede vi til vores motorcykeludlejer i Buenos Aires. Han mente, det var luftfilteret som var tilstoppet. Det skal lige siges, at jeg var blevet højdesyg i løbet af natten, og derfor ikke var særligt veloplagt. Jeg havde startet morgenen med den eneste cocktail som virker mod dette; coca-blade og masser af sodavand. Med energien fra cocabladene fik vi sammen afmonteret luftfilteret - desværre hjalp det ikke. Vi prøvede derfor, efter vores udlejers anvisninger, at rense tændrørene. Det hjalp! Desværre var det blevet sent, og vi kunne ikke nå nogen steder den dag. Næste dag kom vi endelig af sted. Ud på grusvejene på vores fede motorcykler. Signe var nu for alvor på hjemmebane. Hun har jo en del erfaring fra Bolivia med knoldede grusveje i højlandet, og jeg kan næsten ikke følge med. Efter nogen tid kan vi skimte grænsebyen "La Quiaca". Det sidste stykke kører vi parallelt med grænsen. Tænk at 500m derude går grænsen til vort elskede Bolivia. Og det uden at vi kan komme derover. At krydse grænser i Sydamerika kan være en tidskrævende affære, og tiden tillader ikke rigtig at vi spilder mere tid heroppe i højlandet, ærgerligt! Nu går det mod syd. Det første stykke følger vi samme vej som vi kom. Længere nede kører vi mod vest i retning af byen "Cafayate". Denne by har en betragtelig vinproduktion, og det nordligst beliggende større vinområde. Lad det være sagt med samme, Argentina producerer fantastisk god vin. Desværre kan man stadig ikke købe produkterne fra de bedste producenter hjemme i DK. Nu er jeg jo ikke den store vinkender. Jeg smager blot på varerne, og finder ud af om jeg synes det smager godt eller dårligt. Men jeg er stensikker på at argentinsk vin vil indtage Danmark og Europa inden for kort tid. Især vine produceret på druen "Malbec" når til tider himmelske højder. Det særlige ved vinproduktionen i Argentina er, at druerne vokser meget højt. Ofte lige for foden af Andesbjergene i over 1000 meters højde, hvor solens stråler er kraftige og nætterne kølige med frost og sne fra tid til anden. Ydermere er dyrkningen af jorden meget mindre intensiv end i Europa. Det betyder mindre sygdom og dermed mindre behov for sprøjtemidler. Druerne er derfor af meget høj kvalitet. Jeg bilder mig ind, at et godt råmateriale er den vigtigste forudsætning for at producere god vin. Cafayate er en charmerende lille by. Skulle jeg vælge et sted at bosætte mig i Argentina, ville dette sted absolut kandidere. Bjergene og de smukke vinmarker gør stedet til noget helt specielt. Vi bliver her et par dage, og besøger bl.a. en bodega, som et vinslot jo kaldes på spansk. Det er mærkeligt hvorfor man ofte kalder de mest usle beværtninger i DK for bodegaer. Det har i hvert fald ikke noget med disse smukke bygninger at gøre. Turen går videre mod syd. Det er som om at her bare bliver smukkere og smukkere. Snoede bjergveje bliver afløst af lange lige stræk på højsletter. Nogle gange kører vi 50 km lige ud uden at vejen svinger og uden at møde modkørende overhovedet! Nogle steder er vejen af grus andre steder af halvdårlig asfalt. Vi kan ikke forestille os en smukkere tur, og det vil aldrig blive det samme at køre motorcykel hjemme i DK igen. Byerne virker på en eller anden måde mere isolerede herovre i bjergene. Her kommer ikke mange turister, og vi skiller os klart ud fra lokalbefolkningen. Den tidligere så udadvendte fremfærd, hvor alle skulle hen at snakke, er nu afløst af nysgerrige blikke og undrende ansigtsudtryk. Efter nogle herlige dage ned gennem bjergene ankommer vi til sidst til byen Mendoza. Dette er samtidig centrum for vinproduktion i Argentina. Selve byen er noget større end vi troede. Generelt er velstanden meget højere her. Måske det rigeste område vi har set i Argentina. Vi bruger et par dage på at slentre rundt i den nydelige by. Nu går det atter hjemad mod Buenos Aires. At krydse det flade centrale Argentina med dens tætte trafik, er ikke nær så fedt som at køre på grusvej i bjergene. Vi nyder naturligvis stadig turen, og bruger tre dage på at nå Buenos Aires. Denne gang har vi ikke en guide til at lede os gennem storbyen. Det første vi ser, er et enormt slumområde. Som fluer omkring en l… ligger blikskurene i en ring om byen. Vi har set andre slumområder, men dette er imponerende stort. Som andre storbyer har Buenos Aires en nærmest magnetisk tiltrækningskraft på de fattige. Langsomt stiger velstanden efterhånden som vi bevæger mod centrum. Buenos Aires skulle angiveligt have nogle af verdens mest befærdede veje - én af dem med 12-15 spor i hver retning (det er svært at tælle så mange spor). Generelt er byplanlægningen i Buenos Aires formidabel. Som pulsårer ligger de stor veje fordelt med omhu. I forhold til byens størrelse glider trafikken utroligt let. Vi kommer til et enormt motorvejskryds, og tvinges til at træffe en masse hurtige valg. En smule erfaring og en god portion held gør, at vi kører lige ind til vores motorcykeludlejer. Det har været en fantastisk tur. Vi har kørt i alt 5000 km. Der er så ufatteligt mange steder at besøge i Argentina. Vi ville uden problemer kunne have brugt flere måneder og ikke "kun" de 20 dage som vi havde på cyklerne. Det må blive næste gang… Mange kærlige hilsner Signe og Mads Nyttige links: Motorcykeludlejning i Argentina: www.motocare.com.ar/rental/ Den bedste bodega i Argentina: www.luigibosca.com.ar Den bedste fodboldklub i Argentina: www.bocajuniors.com.ar/

Fællesbreve

Argentina på mc
juli 2006

Jungletur
13. februar 2006

Helstegt lama
12. januar 2006

Decembernyt
28. december 2005

Kvindehus i Pirhuani
oktober 2005

Kvindegrupper
13. oktober 2005

Tur til Azurduy
20. september 2005

Hilsen fra Bolivia
21. august 2005

Politik i Bolivia
19. juni 2005

Uro i Bolivia
9. juni 2005

Tur til Dalområderne
16.-23. april 2005

Karneval
25. feb. 2005

Den foerste tid i Bolivia
23. jan. 2005

Trafikuheld
21. dec. 2004

Ferietur i Guatemala
19. nov. 2004

Santa Calavera
19. nov. 2004

San José, Guatemala
30. oktober, 2004

Antigua, Guatemala
17. oktober, 2004